Jakob Scharff: Hvorfor i alverden skal Københavns Kommune med sine 45.000 ansatte ikke underlægges samme krav som industrien?
Politiske skåltaler om en grønnere fremtid gør ingen forskel, hvis ikke de afspejles i konkrete indsatser og resultater. Det er på høje tid, at alle får fuld indsigt i den offentlige sektors grønne regnskaber.
Den grønne omstilling er eksploderet på virksomhedernes agenda - lige fra direktionsgangen og helt ud i den spidse ende af produktionen. Virksomheder forventes i stigende grad at tage ansvar for deres sociale og miljømæssige påvirkning. Der bliver skruet op for reguleringen, og omverdenen har forventninger til indsigt i virksomhedernes indsatser, mål og resultater. En kæmpe opgave, som virksomhederne arbejder med lige nu. Det er fint og den rigtige vej at gå. En indiskutabel styrkeposition for danske virksomheder.
Men hvorfor forventer vi egentlig ikke samme gennemsigtighed af den offentlige sektor? Er der sammenhæng mellem de politiske skåltaler og resultaterne fra de organisationer, som politikerne selv står i spidsen for?
Som en del af "Green Deal" har EU besluttet at øge kravene til rapporteringen af de private virksomheders bæredygtighed. Fra og med i år skal alle store virksomheder rapportere om deres arbejde med den bæredygtige omstilling, herunder ikke mindst ned gennem deres værdikæde. Ifølge Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) skal virksomheder med mere end 250 ansatte fra 2025 redegøre for deres indsatser og påvirkning af miljø og klima i årsrapporten og efterses af en revisor. Igen fint, men hvorfor i alverden skal Københavns Kommune med sine 45.000 ansatte, ikke underlægges samme krav?
Virksomhedernes rapportering handler grundlæggende om at styrke og harmonisere metoder og arbejdet med bæredygtighed. På den måde imødekommer vi et voksende behov hos investorer, forbrugere, medarbejdere og samfundet generelt for at have adgang til pålidelige og sammenlignelige oplysninger om virksomheders sociale og miljømæssige påvirkning.
Spørgsmålet er, om vi som borgere og virksomheder ikke har de samme behov for pålidelige og sammenlignelige oplysninger, når det gælder de offentlige organisationer? Hvordan implementeres de grønne skåltaler i konkrete mål og resultater i de organisationer, som politikerne selv står i spidsen for?
Det gælder ikke mindst i en dansk kontekst med en samfundsmodel, hvor den offentlige økonomi fylder meget, og hvor alene det offentlige indkøb hos private virksomheder er opgjort til 448,5 mia. kr. eller knap 16 pct. af BNP. Her er der store fordele at hente.
Ved at tale samme grønne sprog kan både private og offentlige virksomheder opnå en større sammenhæng og harmonisering i tilgangen til en fælles opgave. Dette kan bidrage til at skabe en ensartet praksis, der gør det lettere at sammenligne og vurdere indsatsen. Det bliver desuden mere omkostningseffektivt at implementere bæredygtighedsaktiviteter, hvis der er klare retningslinjer og standarder at følge. Derudover kan det også lette samarbejdet mellem virksomheder og det offentlige, da man taler samme sprog og har fælles mål.
Ved at underlægge det offentlige samme målepunkter og rapporteringskrav som i det private, bliver det lettere at kommunikere indsatsen og dokumentere resultater. Dette kan skabe større tillid hos borgere, medarbejdere, virksomheder og samfundet generelt.
Hvis det offentlige ønsker flere grønne løsninger på hylderne, kræver det udsigt til en reel efterspørgsel. Vi kan desværre ikke se de politiske skåltaler afspejlet i de konkrete offentlige udbud. Vi skal have løst dilemmaet om hønen eller ægget i fællesskab.
I DI efterspørger vi ikke mere rapportering, tværtimod. Vi efterspørger blot en mere ensartet tilgang, så vi ikke sammenligner æbler med pærer. I udspillet "Offentlige indkøbsmilliarder skal bruges grønt" foreslår vi, at de 30 største offentlige organisationer som minimum sikrer gennemsigtighed i deres mål og resultater for klima og biodiversitet på samme vis, som de største virksomheder.
Indlægget blev bragt i Politiken den 8. maj 2024.
